Debatforum
Den gode historie
En sygeplejefortælling om at være tæt på et menneske i krise - og modet til at være det.
Solveig Rosenkvist er tidligere hospice-sygeplejerske og arbejder nu som sorg-terapeut og underviser. Hun er medlem af DKS og har fortalt sin historie fra hospice-verdenen til Forum i en samtale med Kirsti Kjeldsen.
Den enkelte er ekspert på eget liv - det er den vigtige overskrift, Solveig sætter over sin beretning om denne patient, som er en ca.70-årig kvinde med lungecancer, her kaldet fru Nielsen. At være selvstændig og uafhængig har altid betydet meget for fru Nielsen. I sit aktive erhvervsliv var hun én, der gav udtryk for sine meninger, hvilket også gør sig gældende under sygdomsforløbet. At dette blev gjort på en meget kontant måde, viser blandt andet et eksempel, hvor Solveig kom med morgenmedicinen kl. 8.17 og ikke kl. 8.00, som hun havde sagt. Fru Nielsen stod i døren og hamrede stokken i gulvet, mens hun vredt sagde: Solveig, kan jeg overhovedet stole på dig?
Solveig fortæller videre:
”Jeg er kontaktsygeplejerske for Fru Nielsen, og da jeg i en vagt kommer ind
til hende, siger hun: "Jeg kan ligeså godt sige det, som det er - jeg får
åndenød af dig!" Jeg føler mig så ramt - uden at ane, hvad jeg har sagt eller gjort, men følelsen af at være forkert og diskvalificeret som sygeplejerske er intens. På kontoret fortæller jeg det til en kollega. Min faglige ansvarlighed hjælper mig at overvinde den personlige stolthed. Det er for svært til ikke at dele med én. Vi bliver i al vores "visdom" enige om, at jeg skal finde modet frem, snakke med fru Nielsen og tilbyde hende en anden kontaktsygeplejerske. Jeg føler mig meget lille.....
Da jeg efterfølgende siger det til fru Nielsen, svarer hun: "Behøver du at være så nærtagende? - Jeg har aldrig sagt, at jeg ikke kan li' dig, men jeg ønsker ofte at glemme, hvor syg jeg er. Zapper så på tv; men det er jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke tænker på, at jeg snart skal dø." Jeg fornemmer, at fru Nielsen opfatter mig som mere konfrontativ og direkte, end hun ønsker, og siger til hende: "Hvor ville jeg gerne, at jeg kendte dig bedre, så jeg kunne forstå dig; men det gør jeg ikke".
Svaret er: "Det må du heller ikke forlange af dig selv, der er så meget i min livshistorie, du ikke kender - og ikke kommer til at kende, for jeg ønsker ikke at fortælle det."
Fru Nielsens humor kommer frem i den følgende tid, og hun siger f eks: "Ja, i dag har jeg åndenød - men det handler ikke om dig - vil du hente noget medicin?"
Senere i forløbet siger fru Nielsen en dag: " Jeg hører ikke til dem, der har slidt kirkebænken, men jeg har lovet mig selv at deltage i en nadver, hvis jeg fik lidt forberedelsestid, inden jeg skulle dø. Solveig, vil du arrangere det?"
"Det vil jeg gerne", svarer jeg - og belært af tidligere situationer:
"Hvilket ønske har du i forhold til mig - skal jeg arrangere det, eller ønsker du også, at jeg deltager?"
Fru Nielsen sætter sig op i sengen - siger med et varmt glimt i øjet: "Du er hermed inviteret!"
Sådan delte fru Nielsen en smule af sin historie med mig, siger Solveig. Vi havde opbygget et tillidsforhold til hinanden. Gennem ærlighed og ægthed blev det et autentisk møde.
Efterrefleksioner
Jeg synliggjorde min sårbarhed og blev rummet af en kollega. At vi sammen kunne sætte patienten i fokus: ”Hvad er det bedste for hende nu?” Det har givet mig læring i, hvor helende det er at blive mødt. Ikke trøst eller bebrejdelse mod hende eller mig, men at blive mødt med empati, hjalp mig til selv at møde patienten med empati. Herefter var min koncentration skærpet, når jeg skulle ind på stuen. Pulsen steg, og jeg var lidt speedet og tænkte: ”Hvad møder mig både fagligt og personligt? På den måde blev det en stimulation og en lyst til udfordring og indsigt.
Et samarbejde var etableret. Fru Nielsen som ekspert på eget liv og jeg på faget. En praksis-lærestreg tydeliggjorde, hvor vigtigt det er at vise respekt for, hvor patienten er, og for hvor meget hun vil dele af sine tanker og sit liv. Åbenheden skabte nærvær og fortrolighed. Og jeg er ikke i tvivl om, at vi fik en betydning for hinanden.
Vi var fælles om det at være menneske, og vi lykkedes i at mødes menneske til menneske. For mig blev det et forløb med megen personlig og faglig læring - og det at være engageret i sygeplejen på den måde er en stor glæde, slutter Solveig.